OM MIG

Bogreception for romanen “Skal vi knalde, mens vi venter?” 2019.

Bidt af bøger

I 2003 udgav jeg min første roman Amor vincit omnia, og siden da har bøger været min levevej. Efter endnu en roman, Rockade, i 2004, blev jeg i 2005 en del af starten på Skriveværkstedet sammen med Heidi Korsgaard, og jeg kvittede mit job i rejsebranchen for at hellige mig arbejdet med at anmelde bøger samt redigere for andre forfattere, være ghostwriter og undervise på skrivekurser.

I 2008 stiftede jeg så medudgiverforlaget Skriveforlaget, hvor jeg blev lidt af en pioner inden for selvudgiverbranchen, og jeg har efterhånden været fødselshjælper for mere end 500 bogudgivelser og lært uendeligt meget af at samarbejde med deres mangfoldige ophavsmænd- og kvinder.

I 2016 solgte jeg Skriveforlaget og stiftede Forlagsservice, hvor jeg nu samarbejder med blandt andre Skriveværkstedet og Saxo. Mit private forfatterskab lever desuden i bedste velgående. I 2019 genudgav jeg min første roman i en nyredigeret udgave under titlen Skal vi knalde, mens vi venter?, og i september 2021 udkom den selvstændige fortsættelse Skal vi elske, mens vi lever?. Jeg har desuden udgivet novellesamlingen Mig og Johan Olsen og senest i 2022 en nyredigeret udgave af romanen Rockade, der nu hedder Next stop stjernerne.

I efteråret 2021 kastede jeg mig over en for mig helt ny måde at udgive på, nemlig da jeg blev den ene af to værter på podcasten Vi Taler Kun Om TV-2. Her gennemgår vi alle bandets pladeudgivelser én for én, og det er meget givende at prøve kræfter med et medie, der sammen med lydbøger har skabt en hel ny målgruppe af engagerede modtagere.